Majs i KWS - forædling
Forædling af majs giver store merudbytter
Den majs vi dyrker i Danmark, er alle hybrider. Det er en krydsning mellem en far- og en morlinje, hvor frøet fra krydsningen giver et meget højere udbytte end far- eller morlinjen kan levere alene. Hybridforædling kan give større udbyttefremgang end traditionel forædling som anvendes i byg og hvede. Siden år 2000 har den årlige udbyttefremgang i Landsforsøgene været på 1,75 % om året. Sagt på en anden måde er udbyttet i majs steget med 49 % siden år 2000. Dette er sket uden der er kommet bedre løsninger indenfor næringsstoffer og plantebeskyttelse - nærmere tværtimod. Samtidigt med fremgangen i udbytte har vi fået sorter der er bedre tilpasset klimaet i de forskellige dele af Danmark og som har en bedre kvalitet.
Så længe er majsen undervejs
Forædling af majs er en lang og kompliceret proces, som kræver stor viden, omhu og data. Det kan tage op til 10 år at lave en ny sort. Samtidigt er majs en meget klimaafhængig plante, og derfor skal der udvikles sorter som passer til klimaet i forskellige dele af Danmark. Det kræver mange lokale forsøg og test før vi kan slippe en ny sort fri på markedet.
Vi begynder første år med forædlerens første kryds, hvor der frembringes over 5.000 nye mulige sorter, som alle udsås i vores tre forsøgsmarker i Danmark. De to næste år kasseres de fleste ud fra en bedømmelse af sortens udseende.
I år fire er vi kommet ned på 500 mulige sorter som testes med udbytte.
År fem er 30-50 udvalgt til at fortsætte med udbyttetest.
År seks kommer de fem bedste i officielt forsøg for at komme på sortlisten.
År syv er andet forsøgsår for at komme på sortslisten og første år i Landsforsøgene. Samtidigt sender vi KWS-sorten ud til 15 test-landmænd som dyrker sorten under forskellige klimaforhold og jordforhold, så vi kan se om sorten kan klare det hele.
År otte fortsætter de sorter, der er godkendt til sortslisten med andet år i Landsforsøgene, og vi sender sorterne ud til 30 test-landmænd for at få yderligere kendskab til sorten.
År ni er det første år, at sorten kan komme i salg til almindelig brug, og selvom sorten har været gennem mange års udvælgelse kommer den hårdeste prøve - vil du vælge sorten blandt de mange andre på markedet?