En snak om såning af hybridrug hos Per Mogensen
Per fik lavet et fint såbed og sået i 1,5-2 cm dybde. Der kom 33 mm regn før såning og 5 mm efter såning, så med det lune vejr var hybridrugen spiret meget flot frem.
Men hvordan med udsædsmængden i år?
Vi brugte KWS-udsædsberegner på KWS-hjemmesiden og konstaterede, at Per havde ramt plet med 46 kg udsæd, plantetal ca. 130-140 spirende planter ved tidlig såning 3. september - helt perfekt! Hybridrugen stod med 1-2 blade og klar til at sætte de første sideskud.
Hvad er planerne i marken frem mod foråret?
Per valgte sidste år KWS Vinetto, og gav 107 kg kvælstof. Vi talte lidt om, at med KWS Berado, der har markedets bedste strå, kunne han sagtens sigte lidt højere, måske 120-130 kg N, for at gå for det højere udbytte med de gode priser på korn.
På ukrudtssiden volder kun rajgræssen for alvor lidt udfordringer. Per har tidligere brugt Boxer + DFF i efteråret, fulgt op af Cossack OD i foråret, og det er den strategi han taler med sin planteavlskonsulent om.